USA 15. AUGUST - 20. SEPTEMBER 2013
Rutekort med start og slut i Washington DC til 5 ugers kør-selv-tur i USA med en afstikker til Canada.
Turens formål er at køre tværs over USA og tilbage igen i en Mustang samt se og opleve kendte ting og steder. Der er købt flybilletter fra København til Washington og retur samt lejet en Mustang til køreturen. Overnatning bestilles løbende over nettet for at sikre mulighed for at ændre planer undervejs. Det skulle vise sig at være en god måde at købe overnatning på billigt. |
SE OGSÅ:
Fotoalbum Tips og tricks Turoversigt Historien om Mustang
VIDEOER:
Niagara Falls Heli Tour Yellow Stone Documentary Cody Rodeo Grand Canyon Heli Tour
Monument Valley Heli Tour Fantastic Cavern Track Tour Historic Route 66 Learning Trip
Videoerne er også linkede i de enkelte afsnit nedenfor sammen med fotos og omtale.
OG SÅDAN MATERIALISEREDE TUREN SIG:
Torsdag den 15. august
Aftenen før var vi kørt til Greve, hvor vi sov i Kathrine og Eriks ledige hus - de var selv i England. Rolig og stille tur til og igennem CPH incl. security. Handicappede har her det særlige privilegium at blivet trukket ind i et lille aflukke og få trukket bukserne af, så to bodybiuldere - med latex-handsker - kan tjekke, at de påmonterede hjælpemidler ikke indeholder atombomber og andre grimme ting. Men underligt nok undlod de stakkels vogtere af flysikkerhed at indfri den særlige begunstrigelse denne gang.
Afgang kl. 12,20 og ankomst i Dulles kl. 14,50 efter 8½ time. Udstyret med skuldre bredere end sædet, der var ud mod gangen, lykkedes det evigt vandrende stewardessehofter at holde den mentale kropsdel i aktivitet hele vejen. Spændende! Kitty var mere heldig - hun faldt i søvn en stund.
Der var knas med biludlejningen, så vi måtte "nøjes" med en Ford Fusion den første dag. Da den var standardudstyret, måtte Kitty tage rattet, og hun fik sin ilddåb som us-driver i mylderet i den amerikanske hovedstad. Ingen dumheder, ingen nervøsitet, ingen buler - succes! Næste dag fik vi så den bil vi havde bestilt.
Kittys Ford Fusion | Ivans Ford Mustang | Arbejdspladsen |
FREDAG DEN 16. AUGUST
Efter at have drevet rovdrift på hotellets morgenbord gik turen til Arlington National Cemetary, hvor USA's helte gennem tiderne ligger begravet. Det blå P-skilt gav adgang til kør-selv-tur rundt på den enorme kirkegård. Meget overvældende. Her nogle indtryk;
Kennedy'ernes evige flamme | Gravsten over alt | Open Air Theater |
Rumfærgen Columbia med 7 besætningsmedlemmer brændte op over Texas på vej tilbage fra rummet efter sin tur nr. 28 i 2003. Den tragedie har naturligvis også sin plads på Arlington. |
Turen gennem Washington DC (DC betyder District of Columbia, et lille område, der styres direkte af regeringen) omfattede Det Hvide Hus, Jefferson Memorial, Pentagon, Lincoln Memorial og Capitol Hill. En lille dansker taber næsten vejret over de imposante bygningsværker.
Nye huse - og kønne gamle | Washington skyline | Capitol |
LØRDAG DEN 17. AUGUST
Gettysberg i Pennsylvania er næste mål. Det er en lille, gammel by, som er kendt alene, fordi der omkring byen udkæmpedes et afgørende slag i den amerikansk borgerkrig i juli 1863. Krigen havde da varet i to år, og sydstatshæren havde indtil haft momentum, men slaget ved Gettysberg vendte krigslykken. Sydstaterne blev næsten totalt raseret, inden det hele var ovre to år senere. Men slaverne blev formelt frie. Mange krige har baggrund i økonomi. Det havde denne også - for sydstaterne, der med slaverne producerede 60% af verdens bomuld. Også nordstaterne var økonomisk afhængige af bomulden, fordi det var her, den blev forarbejdet. Men nordstaterne havde idealer: Alle skulle være frie og have lige muligheder. De idealer vandt, og det var de samme idealer, der fik amerikanerne til at intervenere i både første og anden verdenskrig. Der er lavet et stort museum på stedet med bl.a. en informativ film lavet af George Forman.
Her er billede malet af den franske kunstner Paul Philippoteaux i 1883 og gengivet i museets imponerende Cyklorama i 360 graders panorama::
Turen går gennem Appalachen-bjergene. De strækker sig fra det sydlige Canada via staten New York, Pennsylvania og Verginia helt til Alabama. Bjegkæden er 2.000 km lang, op til 450 km bred og 2 km høj. Geologisk set er bjergene meget gamle, dvs. 800-900 mio. år. Erosionen har dels givet dem et udseende som bløde bakker, og dels - sammen med klimaet - skabt grovilkår for verdens bedste hårdttræ - eg, rødeg, ask, ahorn, kirsebær, valnød. Den dominerende del af træ til gulve, møbler, køkkener mv. af nævnte træsorter på det denske marked stammer herfra.
Til venstre indtryk af bjergenes bløde former.
Til højre et kig ind i skoven - her med store ranke ahornstammer. |
De store skove er også kendt for "moonshiners", dvs. folk, der fremstiller illegal whisky.
"Kom hviledagen i hu og hold den hellig". Dagens mål var Amish Country øst for Lancaster, Pennsylvania. Og netop Amish må forventes at respektere netop det. Og ganske rigtigt var der ingen heste, maskiner eller folk at se på markerne. Men vi havde ramt tidspunket for deres kørsel til kirke. I deres specielle grå hestetrukne vogne kom de kørende i deres helt egen horse lane - med babyer, forældre, gamle koner og mænd.
Amish er også forretningsfolk, og vi kom forbi flere forhandlere af hestevogne og hestetrukne maskiner.
Flot hest med vogn,
og vogne til salg. |
Amish-folket er indvandere fra Centraleuropa, hvor den første bølge i 1730'erne slog sig ned i Lancaster County. Senere bølger slog sig ned forskellige steder i USA og Canada. Foruden engelsk taler de også Pennsylvania Dutch, som er en gammel sydtysk dialekt. Deres kristendom praktiserer de med en meget hård tolkning af Bibelen. Alt, hvad man skal tro, mene og gøre afgøres af ældrerådet. Selv hestevognenes størrelse, facon og farve sorterer under rådet.
Natten tilbrages i Buffalo.
På aftenrestauranten så modtageskranken sådan ud: |
MANDAG DEN 19. AUGUST 2013
Der var kun en kort køretur til Niagra Falls, som vi fik set fra både USA-siden og fra Canada-siden. Det er lige så stort, imponerende og flot, som man har hørt om mange gange. så det skal der ikke siges mere om. Her nogle indtryk (som alle garanteret kan nikke genkendende til - om ikke andet så fra utallige andre fotos):
Ta' en tur med helikopteren: Niagaran Falls Heli Tour
Den lille prik på vandet er en turbåd med op mod 100 mennesker iført regntøj.
Næste stop var Canada og Toronto. Målet var CN Tower bygget i 1976 og indtil 2007 verdens højeste bygning med sine 553 meter. Siden er den overgået flere gange. Senest af Burj Kalifa, Dubai på 828 meter, og I Kina er Sky City på vej, og den bliver endnu højere.
Toronto skyline med CN Tower | Udsigt fra 447 meter | Storby-spætte, ca. 2 meter høj |
Toronto bød på den hidtil voldsomste storbytrafik. Ingen propper. Alt gik glat i høj fart - 80 til 120 km/timen - i 4, 5, 6 spor inde i byen og ud igen gennem forstæderne med et utal af ud- og sammenfletninger. Uden GPS ville man være lost; man kan simpelthen ikke nå at orientere sig i tide med hensyn til de mange vognbaneskift. Dagen afsluttes i London midtvejs mellem Toronto og Detroit.
TIRSDAG DEN 20. AUGUST 2013
Første mål var "The Heidelberg Project".
Jyllands-Posten har bragt en artikelserie om Detroit, Michigan der i konsekvens af krisen i bilindustrien har været og stadig er i store vanskeligheder. Således er byen Detroit for nylig gået konkurs med en gæld på 100 mia. kr. I USA er en by en selvstændig juridisk og økonomisk enhed, der kan gå nedenom og hjem. Ganske vist reddede Obama-administrationen bilindustrien, som byen er helt afhængig af, men nedskæringerne i netop den industri har reduceret byens indbyggertal, så det nu er på 685.000 indbyggere - omkring 1/3 af tidligere. I byens storhedstid var beskæftiget 2 mio. arbejdere i bilindustrien. Men byen har aktiver. Bl.a. ejer den 2.000 kostbare kunstværker af kunstnere som Monet, Chagall, Rembrandt og Van Gogh fra dengang byen var rig. Disse værdier vil - sammen med, hvad byen ellers ejer - blive solgt, så kreditorerne kan få noget af deres tilgodehavende.
Ind mod byens centrum ad en stor 7 sporet boulevard midt i den travle tid. Men der er ingen travlhed og ingen biler. Vejene er i en elendig forfatning som alt andet øjet faldt på. Virksomheder og butikker står gabende tomme. Videre ind i de store beboelseskvarterer, hvor trøstesløsheden og spøgelsesstemningen kun overgås af tomhed - total mangel på liv. Gade efter gade, hvor alle husene er forladte og tomme. Og ved siden af mange af husene står også familiens bil ramponeret og uden nummerplader. Kun undtagelsesvis ses et hus med mennesker i. Nedslidning, forfald, misligholdelse og i en del tilfælde vold og spor efter ildebrand er beskrivelserne, der ligger lige for. Der er 78.000 tomme huse i Detroit. Det er her vi finder "The Heidelberg Project" beliggende i Heidelberg Street og omkringliggende gader.
Det er et kunstnerprojekt, hvor kunstnerne simpelthen nægter at lade byen dø.Læs mere om projektet her: http://heidelbergorg.presencehost.net/
Her er liv: Se selv alle de sko og støvler vi har. | Her er liv. Se selv allle de grammofonplader vi har. | Her er liv. Se selv alle børnenes dukker. |
Ovenstående kunne efterlade det indtryk, at bilindustrien skabte krisen i Detroit. Det ville være en fejlopfattelse. Krisen - også i Detroit - blev skabt af en ekstrem grådig finanssektor - med USA i front, og med den øvrige verdens lokale finanshuse lige i hælene. Realkreditfirmaer med Fanny Mae i spidsen udviklede lån, de såkaldte Subprime lån, som kunne være både rente- og afdragsfri en årrække. Princippet var, at renter og afdrag skulle betales ud af den fremtidige værdistigning, der - som bekendt - blev til det modsatte. Derfor fik vi finanskrisen, og derfor fik bilindustrien sin nedtur. Fanny Mae blev iøvrigt understøttet af den amerikanske regering med garantier på intet mindre end svimlende 12.000 mia. dollars - svarer til 80% af USA's årlige BNP og til 40 års BNP i Danmark - for at undgå den store kollaps.
Dagens andet mål var The Rouge.
Navnet dækker over fabriksanlægget, hvor Ford har produceret biler på samlebånd siden 1917 og stadig gør det under tidssvarende forhold. Navnet stammer fra floden, der løber lige forbi. Der var dog en afbrydelse af bilproduktionen. I perioden 1941 - 45 producerede Ford ingen biler, men i stedet motorer, køretøjer og andet udstyr til Amerikas krigsmaskine. Det var her kvindernes deltagelse i erhverslivet blev grundlagt. Mændene var jo i krig, og nogen skulle gøre arbejdet.
Besøget på fabrikken var historisk interessant. Foruden film om historien fik vi adgang til en af Ford's samlefabrikker af "pick-up trucks". Meget imponerende, men nok nogenlunde, som man kan forestille sig andre moderne bilfabrikker. Salgstallene er ikke bekendt, men navnet Ford fylder stadig meget på landevejene både hjemme og i USA.
Den første Thunderbird 1955 | Den første Mustang 1964 | Kitty sammen med Henry og en medarbejder i bronce |
Henry Ford begyndte i 1908 med den berømte Frod T, og i 1917 byggede han som sagt The Rouge, den første bilfabrik med samlebåndsproduktion i verden. Det var en revolution. Der blev produceret 15 mio. eksemplarer i alt i perioden 1908 - 1927, og var den bil, der var produceret flest af helt frem til 1972, da VW boblen overtog føringen. Henry Ford blev inspireret af slagterierne, hvor arbejdet kom til medarbejderen og ikke omvendt. Ved at bilen selv kom til arbejderen, hvor også materialerne var, opnåedes utrolige effektivitetsforbedringer, som de øvrige fabrikker hurtigt efterlignede. Henry Ford havde desuden den strategi, at alle komponenter skulle fremstilles på hans fabrik; leverandørerne kunne simpelthen ikke leve op til hans krav til kvalitet og logistik.
Ganske vist kostede en ny Ford T $ 850 den gang, og kan lyde af mange penge på en tid, hvor timelønnen lå på 5 - 10 cents. Men den pris var kun 1/3 af normalprisen på en bil dengang, og det var derfor den blev en revolution. Prisen svarede til, hvad man kan tjene på 6 år. I dag køber man i Danmark typisk en bil til omkring én årsløn, og den pris er vel at mærke en pris, der er belagt med ca, 180% afgifter. Med andre ord er effektiviteten steget mange gange de mellemliggende 100 år.
ONSDAG DEN 21. AUGUST 2013
Målet i Chicago, Wisconsin var at besøge en gammel dame ved navn Sue. Hun er endog meget gammel - hele 67 mio. år. I levende live ville man nok betakke sig for hendes selskab, men nu er hun rar og uskadelig, selv om det nok løber koldt ned ad nakken på nogen, når de ser den kæmpe t-rex, som hun jo er / var.
Dyret er opkaldt efter den fossiljæger, der i 1990 fandt det i South Dekota, Sue Hendrickson.
Det står nu på det enormt store naturhistoriske museum i Chicago, der hedder The Field Museum, og der har indtil nu været 16 mio. besøgende. Arbejdet med udgravning og sammensætning til det nuværende udseende er udført af museet og betalt af McDonald Foundation. Næsten alle knogler - i forstenet form forstås - er reddet, og de få der manglede har man kunnet rekonstruere ud fra andre fund. Lidt T-rex data: - 12,8 meter lang og 4 meter høj - vejede over 9 tons (mere end de største elefanter) - ukendt køn - den største og mest velbevarede t-rex i verden - havde et bid på 50 gange en løves, dvs. 60 kN - levede af planteædende dino'er - også ådsler - kunne blive ca. 30 år gammel |
Yderligt nogle indtryk
Sue og Kitty | Sue fra den anden side | 2 fuldvoksne elefanter ved siden af - udstoppede. |
Videre til Madison, Wisconsin hvor vi var til DANE FARMERS MARKET.
Lidt spøjst, at ordet DANE popper op i den forbindelse, men det må vel være danskere, der har lagt navn til.
Det er svært ikke at kigge efter danske spor her i det nye land. Og nogen er dukket op: Guvernøren i South Carolina hedder Daugaard. Great Dane er en stor producent af lastbiltrailere med 9 fabrikker; Great Dane er desuden også navnet på hunderacen grand danois. Hardy Petersen - bilforhandler. Copenhagener - wienerbrød. Ikke meget, men der kommer nok mere til listen. |
||||
TORSDAG DEN 22. AUGUST 2013
En dag med mange kilometer.
Landede i Sioux Falls, South Dakota (udtales "suu fååls") om aftenen, hvor stillet sulten blev stillet hos Fat Jacks. |
Og tak til South Dakota for at opkalde en by efter Sisse! |
Alt er stort i Amerika, siger man. Og der er meget om snakken. En af de store ting er amerikanerne selv. Vores fyr her fylder mageligt to stole, og er vel 190 cm høj, og vægten - tja, et sted omkring 250 kg. Og hans lige ser man hver dag - flere gange. Generelt er der mange - for mange, om man vil - der falder for de danske fedmebegreber.
Folk her spiser ude, og en anden stor ting er portionerne, der serveres. Der er desuden meget fedt og sukker i maden. I forskellig grad kan man altid få grøntsager og salat, men det forekommer let at mistænke salaten for at være et plaster på den dårlige samvittighed. Umiddelbart kan det ikke undre, at Novo arbejder hårdt for sine insulin- og fedmepræparater på det her marked. Bare lidt reflektion, mens Kitty henter morgenkaffe. |
Næsten uendelige stræk hen over Midtvesten fore- går på veje som denne. Her er næsten al den gamle prærie nu blevet til landsbrugsjord. | Det er ellers North Dekota, der i disse år oplever et oli- eventyr. Men både i South Dakota og andre stater ses oliepumper som denne i aktion. |
FREDAG DEN 23. AUGUST 2013
Sioux Falls var oprindeligt et vandfald opkaldt efter en indianerstamme. Nu er det også en by.
Nederste del af faldene | Øverste del | Naturen har spejlpoleret stenene. |
Næste stop var på Buffalo Ridge. Et sted in the middle of nowhere, med en "cowboy ghost town". Tæt på var det gammelt ragelse, men på fotos ser det egentlig ganske pittoresk ud.
Næstbedst er ikke altid godt nok. | Man kan næsten høre revolverne | Kitty vil i teater |
Næste seværdighed var Badlands National Park (NP).
Man tænker ikke over det, men faktisk dør bjerge - når de bliver tilstrækkelig gamle.
Det er det, der er ved at ske med Badlands. Bjergene er blevet porøse, og erosionen nedbryder stille og roligt fordums store toppe. |
LØRDAG DEN 24 AUGUST 2013
Næste stop var Mout Rushmore med de berømte fire udhuggede præsidenter.
Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln i smukt vejr med i gandhisk ro blikkene fast rettet mod USAs fremtid.
Tv. Gutzon Borglum, der var idemand og skaber. Og rigtig gættet: Han er (næsten) dansk. Hans far, Jens Møller Børglum var snedker og rejste til USA i en ung alder. Borglum brugte 14 år på værket fra 1927 og indtil sin død i 1941. Th. et indtryk fra Black Hills, hvori også Mount Rushmore ligger. |
På et turistkontor var vi blevet varskoet om, at der skulle være bilstævne for hele USA i og i byer omkring Sioux Falls. På rent slumpetræf fik vi set masser af mere eller mindre vanvittige, gamle amerikanerbiler og custom made - herunder hotrods. De kørte rundt i gaderne i hobetal, og der var mange på torvet i Deadwood, Her får I et lille udpluk:
Bilerne har 3 ting til fælles: De er højglanspolerede, de larmer infernalsk (når motoren er i gang), og de har hestekræfter som bare pokker.
Deadwood er andet end biler. Det er en historisk by, hvor guldgravere, fusentaster, gamblere og gunslinger'ere gjorde sit for at øge spændingen. Det var også her i BLACK HILLS lige uden for byen det største slag mellem hvide og røde udkæmpedes.
Th.: Den berømte Salon No. 10, hvor Hickok blev skudt ned bagfra.
Se JP's artikel. |
||
Dagen endte i Wall, South Dakota.
|
|
Byen Wall har slået sig op på sin cowboy street, en gade med restauranter mv. på den ene side og gigantiske udbud af støvler, hatte, jakker samt alt i souvenir og brugsting i butikker på den anden.
SØNDAG DEN 25. AUGUST 2013
Ud over stepperne fra Sheridan til Cody i Wyoming gennem græsområder, landbrugsland og golde ørkenagtige områder. Ind i mellem kommer man gennem western-agtige byer som den tv.
Der dukker en flykirkegård op. Enkelte fly er parkeret ved vejen, så man kan fotografere dem. Det skarpe øje aner flere fly langt ude bagved. |
|
Kitty finder en gammel, udrangeret trækhest. | Indtryk fra Big Horn NP. | Ude af parken frokost hos Dirty Annie. |
Main street i Cody | Mexikansk Margerita og ditto mad. | Levende musik til morgenkaffen. |
MANDAG DEN 26. AUGUST 2013 | Se JP's rejsebeskrivelse til YELLOWSTONE |
Det meste af dagen gik med at besøge Yellowstone National Park. Som i alle NP'erne ligger området hen som den natur, der altid har været her. F.eks. er der vældige skove med fyr og gran, hvor træet blot får lov at dø og rådne og dermed give næring til næste generation. "Spild" ville nogen sige, men det oprindelige naturkredsløb må ikke forstyrres. Sådan er fet i øvrigt i alle NP's besøgt på turen. Her nogle fotos og lidt forklaring:
Enlig bison lige ved vejen. Sås også i flokke. | Bjergdekoration, naturens egen. 10 - 12 meter høj. | En "elk", dvs. amr. krondyr. Elg hedder "moose". |
Det syder og bobler i "the mud geysers". | En gammel træstub - 50 mio. år og forstenet. | Lower Yellowstone Falls - med tågetunge. |
En del af det denne film viser har vi selv set - men ikke alt: Yellow Stone Documentary
Cody er indbegrebet af westernstemning og rodeo. Det var "once in a life time", og byens rodeo skulle selvfølgelig opleves. Showet bød på formationsridning, lassokunst, ridning på vilde heste og tyre, hastighedsridt mm. Nogle glimt til de interesserede:
Her en filmoptagelse fra rodeo i Cody: Cody Rodeo
TIRSDAG DEN 27. AUGUST 2013
Ovenpå en mogenservering med harmonikasolo, går det fra Cody mod Rocky Springs, Wyoming. Turen indbefatter to store, øde højsletter og to bjergområder. Igen imponerende. Vanen tro blev knipset en del gange, men med opvisning af gode evner til at undlade alt for mange naturscener, som kun knipseren reelt har en chance for at få noget ud af, kommer der ingen knipserier her.
AAAARRGGGHH!!! En spøgelsesbilist i amerikask overstørrelse på Interstate 80 West.
Brat opvågning, men vi overlevede trods alt. Dette er ikke skrevet "from 6 feet under"!
ONSDAG DEN 28. AUGUST 2013
Nu går det videre mod Salt Lake City, Utah.Meget af strækningen går gennem dale med meget varieret frugtbarhed set med landbrugsøjne. Strækninger, der er helt øde og uden kommerciel interesse. Strækninger med ekstensiv dyrkning, hvor kvæg græsser. Og endelig intensivt dyrkede arealer med grønne marker med forskellige afgrøder. Sidstnævnte steder har tilsyneladende rigelig tilgang til vand, og markerne vandes.
Men markvanding foregår meget anderledes end på de hjemlige himmelstrøg. Her et eksempel på vandningssystem:
Her vandes med lange vandrør med små dyser monteret på forskellige former for hjul. Hele apparatet - ofte i hele markens bredde - vander afgrøderne mens det stille kører frem. De hjemlige systemer er baseret på en kraftig pumpe på 4 hjul, der med højt tryk sprøjter vand ud i en stor rundkreds, alt i mens den stille kører marken igennem. |
Amerikanernes campingbiler får også lige et par ord med på vejen.
Der er en del RV'er - recreational vehicles - også kaldet mobil homes. De er altid store. Nogle gange meget store - som en dansk bybus.
I rigtig mange tilfælde har de en firehjuldtrækker - 4 X 4 - med på slæb. I sjældnere tilfælde en speedbåd. I enkelte tilfælde ses træk med garage bagest i RV'en med bilen i, og bagpå en trailer med speedbåden - til en storfamilie i høj fart forstås. Der er også set både en 4 x 4 og en Honda Gold Wing motorcykel bagpå. |
TORSDAG DEN 29. AUGUST 2013
Dagen i Salt Lake City, Utah dedikeres til andet end landevej.
Macy's besøges. Og det forsøges at tømme stormagasinets stand med Levi's.
Men summa summarum er tøj billigt i USA. Det endte med 3 par Levis bukser og 2 mærkevareskjorte. De kostede tilsammen 1.1oo kr. Det får du ikke tingene for i hjemstavnen. I øvrigt var det påfaldende, at det kæmpe tøj-supermarked, som Macy's er, er baseret på selvbetjening. Selv om alt er store mærkevarer, er der langt mellem personalerne. Tilsyneladende er prisen vigtigere end servicen. Hjemme er vi måske mere opmærksomme på servicen end på prisen. |
Salt Lake City er mormonernes absolutte udgangspunk.
Her er deres tempel i byen, som sekten kalder deres kirke. |
Vennerne Hellen og John var tilfældigvis også på ferie her, så det blev selvfølgelig til sammenløb, og det blev en hyggelig aften. Først på en god restaurant på den anden side af gaden; bagefter på værelset. |
FREDAG DEN 30. AUGUST 2013
Hotelværelset i Salt Lake City lå på 9. etage. Så der var flot vue ud over byen, der ligger på et helt fladt plateau, og til bjergene rundt om.
Når man ser på tagene - ikke blot her, men i hele USA - er man ikke i tvivl om, at der ofres enorme mængder energi og andre ressourcer på rumkøling. Da fotoet blev taget var der 39 gr. C, så man kan godt forstå behovet. I øvrigt er det i 39 graders varme lidt svært at forestille sig, at byen var vært for vinter-OL i 2002. |
Dagens mål var Tropic, Utah lige i nærheden af Bryce Canyon. På vejen kommer man gennem Red Valley.
Den røde farve skyles indhold af jern. Når jern iltes, ruster det som bekendt, så ret beset er den røde farve rust. |
LØRDAG DEN 31. AUGUST 2013
Med få undtagelser er værelserne bestilt incl. morgenmad. Men ikke alle steder får man lige meget.
I første tilfælde var det et (due)æg vendt på panden i følgeskab af 2 forsigtige stykker bacon. Punktum. Th. er det noget smagsfri jelly smurt ud på toast. Og det kan man bare spise - det er IKKE vanedannende. Lige før det hjemmelavede solbærsyltetøj kan give hjemve. To gange uheldig, men heldigvis er standarden som hovedregel i orden. |
Bryce Canyon
Vue over hele området fra 3,3 km højde | De karakteristiske formationer | The Natural Bridge. |
Bryce Canyon var indtil for 10 mio. år siden søbund, dvs. at det man ser er sand, sedimenter mv. incl. diverse mineraler. Denne søbund var langt fra gammel nok til at blive forstenet, så materialet man ser i dag er faktisk kun komprimeret søbund og ikke klipper, som man umiddelbart ville tro. De forrevne formationer skyldes den hurtige erosion, der hjælpes godt på vej af 10 - 20 årlige skift mellem vand, frost og tø.
I alle nationalparkerne ser man større eller mindre områder hærget af ild. Og brand i parkerne er et stort, tilbagevendende problem. Som det er de fleate bekendt brænder det lige nu i Yosemite NP og har gjort i mange dage. Stedet stod på besøgslisten, men vejene ind i området er lukkede, så det besøg er droppet.
Dagen ender i Ridgecrest, Californien.
SØNDAG DEN 1. SEPTEMBER 2013
Hoover Dam blev frekventeret.
I 1935 kunne man i Danmark glæde sig over åbningen af Lillebæltsbroen, og i USA gjaldt glæden Hoover Dam opkaldt efter Herbert Hoover, der var præsident på det tidspunkt.
Selv efter nutidens målestok er værket imponerende. F.eks. producerer det dobbelt så meget støm som Asnæsværket. Dæmningen er 221 m høj og 379 meter bred, og den opdæmmede sø - Lake Mead - dækker 700 km2. I mange år var dæmningen også hovedvej mellem Californien og Nevada, men nu tager den enorme bro i baggrunden trafikken. |
Aftensmaden i Las Vegas, Nevada blev en oplevelse.
Wein, Weib und Gesang! Kitty havde fundet et godt sted med Bratwurst, Sauerkraut und Kartoffelmus. Det skulle prøves. Det foregik på HOFBRÄUHAUS LAS VEGAS. Et sted lige så muntert og dobbelt så stort som Dario Campeottos hedengangne "Vin og Ølgod" i Skinnergade i København.
Der var fuldt booket. da vi kom, men da kommunikationen blev ført over i tysk, blev alle den slags smålige trivialiteter ryddet af vejen. Og maden var både tysk og god. Som det fremgår, fik vi også super tysk øl til. |
Spillebyen over alle spillebyer er det, som Las Vegas er kendt for. Spilleri blev det ikke til. Vi tog The Strip - den lange hovedgade i byen - både op og ned.
Eventyrslot og kasino i et. | Det berømte kasinospringvand. | Byens vartegn. |
MANDAG DEN 2. SEPTEMBER 2013
Så srod den på ørken - nærmere bestemt Death Valley, Californien. Efter Las Vegas blev omgivelserne hurtigt tørre og golde. På vej ind i ørkendalen blev vi næsten skyllet af vejen. Forklaringen var, at der aftenen i forvejen havde været Flash Flood, dvs. skybrud i området. To gange måtte vi liste os gennem en sand flod af brunt vand, der løb hen over vejen. Det kan altså også ske i en ørken.
Hvordan fotograferer man udtryksfuldt en ørken? Nå, men her nogle forsøg:
Tørke og varme tiltager. Lidt grønt anes. | Derudaf og fremkommeligheden er ok. | En sø - troede vi, men det er salt. |
Undervejs steg temperaturen til 44 grader, men efter sigende skulle det være en sval dag på de kanter. Den første del af dagen var der meget stille på vejene, men det skulle ændre sig en del. Det var nemlig labour day i USA, hvor alle ansatte - også skolebørn og lærere har fri.
Midt på dagen skulle der lidt til livets opretholdelse. Et spisehus på ruten udbyder pizza. Der entreres om én medium pizza på 6" til 8 $ til deling til frokost.
Den gav føde til resten af dagen. Dejligt, usundt og billigt. |
Videre mod Sequoia (udtales sekvaja) Nat. Park. Der blev sat rekord i serbentinersving på den tur. Man er vant til, at der mellem svingene er mindre korte strækninger, der er lige. Men nej, ikke her. Gennem to strækninger på tilsammen næsten 100 km måtte køres gennem og over bjerge, hvor vejene følger alle fuger og dale i bjergsiden suppleret med hårnålesving, når det gik stejlt op eller ned. Det tog sin tid, sin bil og sin mand, men det hele endte på den anden side i god behold.
Et lille menneske kendt fra andre steder på denne side.Men det bagved hende er altså et træ! Verdens største træ - redwood på amerikansk, rødtræ på dansk og sequoia på latin.
Største mål på højen er 115 m, 11 m i diameter ved roden, 31 m i omkreds og ca. 1.500 m3 træ. Træerne gror i omkring 2 km højde. De bliver op til 2.200 år gamle, hvilket dog ovegås af flere andre træsorter. Alle kender det gamle foto med en vej, der er ført gennem en redwood. På fotoet tv. kan man se, at det lader sig gøre. Det er en nåletræsort, og den sort var tidligere genstand for meget opmærksomhed som følge af aktivisters forsøg på at beskytte arten fra udryddelse. Nu er træerne under offentlig forvaltning og er fredede. Det største af træerne i parken er døbt "Sherman", hvilket er det samme som navnet på de tanks USA slæbte med til Europa på D-dag. Begge er opkaldt efter William Sherman, der blev berømt general under den ameriaknske borgerkrig.1861- 65. |
Træet til venstre er blevet brandskadet på et tidpunkt, men det gror bare videre.
Som alle nåletræer har disse ikke ret dybe rødder, men sender dem ud i en stor roset. Redwood kan faktisk nøjes med et jordlag på ned til 1 meter. Til højre ses en lille mand og hans lejebil. |
I den stråtækte lærte man, at man dyrker mange appelsiner i Californien.
Det gør man stadig - samt citrus, citroner, æbler, oliven og flere andre frugter. Vejen faldt gennem store områder med plantager så langt øjet rækker. Her et dårligt foto til illustration. |
TIRSDAG DEN 3. SEPTEMBER 2013
Videre fra Fresno mod San Fransisco. Hurtigt over broen, gennem bymylderet og ned til Pier 39 godt hjulpet på vej af GimPenS - i daglig tale GPS. Pier 39 er en stor mole, der rager ud i havnen. Den har nu mistet den oprindelige kommercielle maritime betydning. Nu er pieren - også kaldet Fisherman's Wharf - et stort sammensurium af boder, butikker, specialforretninger, restauranter og meget mere.
Men det Pier 39 er mest kendt for er søløverne, der har okkuperet flydepontonerne ud for pieren.
En del af søløverne. | Mylderet på pieren. | Bløddyr på det stedlige akvarium. |
Aquarium of the Bay er en slags stedligt Kattegatcenteret, men med ene dyreliv fra San Fransisco bugten. Et besøg værd.
Escape from Alcatraz med Steve McQueen i 1979 - det var her. | San Fransiscos skyline. | Og så selvfølgelig Golden Gate Bridge. |
Sidste event i San Fransisco var en køretur op og ned af de berømte stejle gader - og de er virklig stejle.. Det var specielt. Ved en bakketop kunne man 10 - 15 meter frem kun se himmel ud af forruden - man anede ikke, hvad der var foran én. Vi havde kørt efter en taxa, som havde blinket til højre, inden han forsvandt over kammen. Og ganske rigtigt holdt han lige på den anden side af toppen. På vejen ned krydser man vandrette gader, og det føles, som om man kører direkte ned i gadens asfalt. Og på den anden side den krydsende gade forsvinder udsynet - man kører ud i det tomme rum.
Steve McQueen har lavet endnu en film i San Fransisco. Nemlig filmen Bullit fra 1968.
Der jagter han, der som sidebeskætigelse var racerkører, forbrydere i sin Mustang rundt i de stejle gader i vanvittig stil. Han var selv chauffør i de fleste af scenerne. Det er vist ved at være tid til at se filmen for 5. gang. |
ONSDAG DEN 4. SEPTEMBER 2013
The Pacific - as far west as it goes!
Fra Redwood City syd for San Fransisco går det mod Solvang. nord for LA.
To storbyer, LA og San Diego.
Vi er sydpå, og det er lunt og dejligt, og så står der masser af palmer. |
Selvfølgelig skal man som dansker frekventere Solvang.
Indlogering på Kronborg Inn. Middag på Hadsten House - et fint og dyrt sted lige ved siden af kroen.
Tjeneren mente, st Hadsten var et sted i Tyskland. Han fik den rigtige historie, selvom han virkede påfaldende ligeglad. Ikke hans dag for dedikation. |
Som mange steder i Californien laves også her god vin.
Der skulle vinsmagning til, og det blev på Lincourt Vineyards. |
Solvang er fyldt med jævne, danske navne, og byen er gammel dansk nostalagi i amerikaniseret form. Her nogle blik:
TORSDAG DEN 5. SEPTEMBER 2013
San Diego er næste sted på listen.
Sea World bød på spækhuggershow. Dyrene var dresserede - hvordan man så end gør det - og de virkede, som om de syntes det sjovt at træde op. Men en spand fisk som belønning, hver gang de lavede et nummer, så ud til at virke.
De store dyr kan skam springe højt. | Ca. 6 tons hver og ca. 9 m lange. | Mange blev meget våde. |
FREDAG DEN 6. SEPTEMBER 2013
Dagens mål var Lake Havasu, sidste stop inden Grand Canyon, Det blev turens varmeste dag med temperarurer på gedigne 48 grader,
Turen går zig zag over nogle bjerge gennem San Bernadino skovreservatet. Indio City ligger på halvvejen i en lun dal mellem bjergene, og det er her, den høje temperatur på 48 grader opleves - 4 grader mere end i Death Valley, Trods temperaturen er der frisk grønt og særdeles velholdt overalt, |
Elefantvæddeløb er også populære i USA - blandt lastbilchaufførerne altså.
Her er der dog den forskel sammenlignet med hjemlige forhold, at lastbilerne ikke er forsynet med fartbegrænsere, så showet overstås oftest rimelig hurtigt. |
LØRDAG DEN 7. SEPTEMBER 2013
Efter en nat i Lake Havasu er målet Tusayan lige ved Grand Canyon. En del af strækningen fulgte den gamle ROUTE 66. I en lille flække, Seligman er 66-nostalgien skruet højt op. Et stykke af den gamle 66-landevej og landsbyen er bevaret, og indbyggerne har - tilsyneladende med held - formået både at få en blanding af wild-west-stemning og route 66-nostalgi til at gå op i en højere enhed. Der var i hvert fald en del mennesker på spisesteder og ved boderne.
Et løsluppet antal synsindtryk:
Læg mærke til tiltrækningskraften af 10.000 gallon moonshine i første billede. Foto nr. 4 - frokostrestaurant. Børneslaveri - se foto nr. 6.
SØNDAG DEN 8. SEPTEMBER 2013
Dagen var dedikeret til én ting: Grand Canyon. Forventningerne blev ikke helt indfriet. Der var bestilt helikopterrundtur i og over canyon'en, men den blev aflyst på grund af tåge og dårlige vejrudsigter. ØV. Men øv-dage lader vi andre om.
Her kan du se en helikoptertur over stedet: Grand Canyon Heli tour
Fra Tusayan går en vej langs kanten af Grand Canyon - South Rim. Der blev stoppet mange steder i håbet om at få det store vue. Alle steder så man ud i et svimlende tomrum fyldt med tåge. Men et enkelt sted var der kun let dis, Her kommer det indtryk, der landene på opleveren sammen med et "lånefoto".
På vejen mødte vi en "elk", og længere ude kom vi til "Little Colorado". Her foreviget i nævnte rækkefølge. En stor oplevelse på trods.
Dagens landing skete på et hotel i Tuba City i Arizona, der er den største by i The Navajo Reservation. Det er et indianerreservat, hvor navajoindianerne bor, lever og for det meste arbejder. Navajoerne, som totalt dominerer området, bryder sig ikke om ord som "reservation" og "tribe" (stamme). De taler i stedet om "nation" og "people". En dansker, der har snuset lidt til Grønland, Færøerne - og måske De Vestindiake Øer's historie - kan nok sætte sig ind i baggrunden for det anderledes ordvalg.
Indianerne har en lidelseshistorie, som ethvert civiliseret individ vil kalde skammeligt. Indtil 1540 levede Navajo'erne og de øvrige stammer sammen i oldgammel fordragelighed og ufordragelighed med øvrige stammer, som det nu var i stammesamfund. Men så kom de spanske conquistadorer anført af Francisco Vasqez de Coronado. Han var af samme tvivlsomme støbning som Cortez i Mexico og Pizzaro i Peru. Guld og anden kilde til personlig rigdom var det eneste, der talte for ham. Indianerne blev behandlet på måder, der efter nutidige begreber, er helt uforståelige og horrible. F.eks. tvangsdøbte man navajo'erne i takt med , at de kom frem, for derefter at slå dem ihjel. Så havde man gjort dem en tjeneste - de kom jo i himlen. Børnene brugte man som slaver.
I 1680 blev navajo'erne og apache'rne, der fik samme behandling, enige om at gå imod spanierne. Og det lykkedes at drive dem ud. Men den union gik i opløsning, så spanierne var tilbage igen efter 10 år. Senere forsvandt spanierne ud af billedet, men fra 1846 og helt frem til 1938 blev indianerne forfulgt og chikaneret af det officielle Amerika. På det tidspunkt fik navajo'erne tildelt et stort reservat på 64.000 kvadrat-km - 1½ gange Danmark - med eget parlament og eget retsvæsen. Og det er statius i dag. Der lever 300.000 navajoer i dag.
Foto 1 viser en hogan - en navajo-hytte med solidt tømmer til tag og vægge mere eller mindre klinet med ler som tætningsmiddel.
Nr. 2 er eksempel på indiansk smykkekunst, og det sidste er Tommy Singer, en lokal berømthed.
Alle steder har der hidtil været høflig selvbetjening om morgenen.. Men nej - i indianerland er der skam servering med juice, kaffe, brød, smør, marmelade, bacon, scrampled egg og "hash browns", en slags rösti. |
MANDAG DEN 9. SEPTEMBER 2013
Undervejs fra Tuba City til Chinle var der besøg i Monument Valley, der i øvrigt ligger i Navajoreservatet. Synsindtrykkene er overvældende, og fotos er kun en ussel erstatning. Men til støtte for hukommelsen og til ære for følgere på siden kommer her nogle knips:
Monument Valley er en lille del af det store Colorado Plateau, hvor det specielle er, at kun de hårdeste dele står tilbage - monumenterne, mens resten er eroderet bort gennem mutli mange millioner år. Plateauet ligger i 1.500 meters højde, og toppene er ca. 2.000 m over havet. Plateauet blev efter landhævningen frodig jungle, men er nu højlandsørken bestående af gammel havbund, men i modsætning til Bryce Canyon er her tale om "solid rock".
Ta' en tur i helikopter: Monument Valey Heli Tour
TIRSDAG DEN 10. SEPTEMBER 2013
Efter overnatning i Chinle stadig i Arizona går det videre mod Albuquerque i New Mexico. På tredje dag er vejret regnfuldt og trist.
Men Route 66 er igen under hjulene. Efter frokost følges ca. 20 km af det oprindelige Route 66, og det sidste stykke var virkelig i ringe forfatning. Vurder selv;
Hos Aurelia i Gallup. | Lastbilen glider af vejen lige foran og blokerer vejen. | Opblødt ler er ikke godt underlag. |
ONSDAG DEN 11. SEPTEMBER 2013
Albuquerque forlades, og dagens mål er Amarillo i Texas. Igen regn - masser af regn.
Dog starter dagen med tørvejr, og byens "old town" besøges. Nogle fotos:
Herren til hest er fra 1706, hed Don Francisco Cuervi y Valdes og var byens grundlægger.
I Santa Rose besøges Route 66 Auto Museum.Der er mange flot restaurerede, gamle amerikanerbiler. Og så lige et virkeligt - europæisk - klenodie for folk med interesse for gamle biler: En Mercedes Gazele sportsvogn fra 1929. Eller måske det er en replica.
Her nogle "amerikanske" indtryk:
En Buick "bindingsværksbil" med rammer af ahorn. I Morris Traveler blev anvendt ask. | En "hotrod". Det hotteste en amerikansk ensusianst kan drømme om. Benærk - ingen lyddæmper. | Ældre Chevrolet Corvette. |
TORSDAG DEN 12. SEPTEMBER 2013
I Groom i Texas står dette Giant Cross i rustfrit stål. Det er 58 m højt og verdens 5. største. I spanien har man et kors på hele152 m.
Th. Leaning Water Tower anbragt som Route 66 symbol - bevist skæv. ' |
Interesserer man sig for historien og romantikken omkring Route 66, bør man ubetinget besøge Route 66 Museum i Clinton, Oklahoma.
Det blev lopført i 1995 primært for private midler og er virkieligt prof lavet og giver den reelle 66-historie.
Lastbiltransport eksploderer i 66-årene. | Dækservice. | Hippierne er en del af 66-romantikken. |
FREDAG DEN 13. SEPTEMBER 2013
Route 66 gik fra Los Angeles til Chicago og var på 3.940 km. Vi kører på den eller langs den på Interstate 40 og 44, der nu klarer trafikken, fra Gallup i Arizona og til Saint Louis, Oklahoma.
HVAD ER ROUTE 66 eller rettere HISTORIC ROUTE 66 - eller OLD ROUTE 66?
I 1917 opfandt Ford samlebåndet og konkurrenterne fulgte hurtigt efter. Biler blev billige, og der blev mange af dem. Samtidig blev bus- og ikke mindst lastbiltrafikken meget mærkbar. Noget måtte gøres, og i 1926 gik man i gang med vejbygningen som et Work Project. Den sidste km blev færdig i 1937. Men i de rige år efter Anden Verdenskrig tiltog specielt lastbiltrafikken dramatisk. Byerne, hvor 66 gik gennem, druknede i trafik, og vejene kunne ikke længere klare belastningen.
Fra 60'erne og frem byggede man derfor løs på Interstate 40 og 44, samtidig med, at det gennemgående vejnet i USA generelt blev udbygget. Trafikken blev lagt uden om byerne, men ellers ligger de nye veje langs med eller i nogle tilfælde på samme sted som de gamle 66-veje. Og i 1985 var det slut. De sidste Route 66-skilte blev pillet ned. Nu hed det Historic Route 66.
En del af de gamle broer eksisterer ikke mere, mens andre bevares af støttegrupper, som den her viste. Nogle strækninger er lukkede eller i meget dårlig stand.
Mange småvirksomheder døde, da trafikanterne ikke længere kom. På nogle stræk er forfaldet betydelig. Når en virksomhed lukker, bliver der ikke ryddet op. Huse, udstyr og køretøjer efterlades og står og bliver voldsomt forfaldne. Hele landsbyer ligger som ruiner og spøgelsesbyer. Nogle småbyer er blevet turiskattraktioner, og andre byer er fortsat med at vokse, og forretningslivet blomstrer. |
Route 66 er blevet kaldt Mother Road og Main street af America. Trafikkalt har den ingen eller kun lokal betydning.
Man kan blive meget klogere ved at se denne eller dele af denne VIDEO. Hele videon varer ½ time.
LØRSDAG DEN 14. SEPTEMBER 2013
Efter en nat i Springfield i Missosuri besøgte vi nogle grotter et stykke undenfor byen - The Fantastic Caverns. Og store og flotte var de. Man blev kørt rundt. Hovedpersonerne anes bagest i vognen.
Ta' en tur med traktorvognen: Fantastic Caverns Track Tour
SØNDAG DEN 15. SEPTEMBER 2013
I Saint Louis, Missouri skal man opleve The Gateway Arch - porten mod vest - beliggende i The Jefferson National Memorial Expansion i byen ned mod Mississippi. I 1803 var Napolen i nød - også pengenød. På det tidspunkt var Louisiana fransk, og præsident Jefferson købte staten af Frankrig. Det anses for at være starten på indtagelsen af det vestlige USA. Til minde herom indviede man i 1965 sammen med Jefferson Memorial den enorme bue, der rager 192 m op. Det blev til en særpræget tur i en lille kabine til toppen, hvor man kan se ud over Mississippi og byen. The Arch fremstår i skinnende stål. Her et par fotos:
Flodpromenaden bød på en sejltur med hjuldamper på Mississippi og en tur i hestevogn, hvor hesten har lilla hove.
Historic Route 66 forlades i Saint Louis og det får mod Dulles Airport. Skulle der være ½ time til overs, og hvis man er interesseret i historien om Route 66, baggrund, de store byer på vejen, seværdigheder, indtryk mm., kan læres en del af denne film: Historic Route 66 Learning Trip
MANDAG og TIRSDAG DEN 16.- 17. SEPTEMBER 2013
Efter Saint Louis gik turen fra Louisville, Kentucky mod Washinton over Beckley, West Virginia. Scenisk flot bl.a. gennem og over Appalachen-bjergene, men ellers begivenhedsløs. I den oprindelige plan var det forudsat at flyve hjem fra Saint Louis, men på grund af bøvl og udgifter ved at aflevere bilen der, valgte vi at forlænge turen og køre tilbage til Washington, hvor vi startede.
ONSDAG DEN 18. SEPTEMBER 2013
Den sidste dag inden hjemturen blev udnyttet til yderligere besigtigelse af Washington.
Lincoln Memorial | Abraham Lincoln | Washington Monument |
Og så var der besøg på Air and Space Museum. Her nogle spændende glimt af den utrolige mængde af autentiske fly, raketter og rumfartøjer.
Blackbird 1967 - 63 tons, 17 x 33 m, 3.620 km/tm | Am. jager - lukkede lufthullet over Atlanten med friplads for Dönitz' u-både i 1942 | Görings V-1 bombe - 9.521 stk. fik englænderne i hovedet i 1944 - 45 | |||
USA's første rumsonde 1954. Sonden uden antenner er 15 - 20 cm i diameter. | Discovery 1984 - 2011. 30 missioner, tilbagelagt 238 mio. km. 17 m op til halespids. | Udvalg af missiler. |
Longhorn Steakhouse valgtes som leverandør af turens sidste middag - en ordentlig bøf.
TORSDAG og FREDAG DEN 19. - 20. SEPTEMBER 2013
HJEMREJSE. Men først skal Mustangen afleveres efter 14.500 km - med diverse skader: Buler i bunden efter et chikanebump i Tuba City, der var højere end der var plads til. En skærm revet løs af en vaskemaskine i Amarillo. Frontskjoldet under bilen flået af af en lastbilslidbane på highway'en. Flot stjerne i fronruden efter en sten i Arizona.
Alt gik efter planen. Landing fredag i Kastrtup 07,10. Landing i Lystrup 13,00. Landing i høkassen 21,00 efter 31 timer uden seng.
DET VAR DEN TUR!
LAV DIN EGEN ENERGI - DET GØR VI