 |
 |
Her får du beretningen om Kitty og Ivans køretur til Nordkapp 20/8 - 11/9 2012 Se inspirationsvideo HER. |
KOLOFON
En masse gode råd til en tilsvarende tur?
Nej - kun faktuelle oplevelser og løse erfaringer. Så kan man drage nytte af og anvende informationerne til det man finder for godt.
Her lidt struktureret info:
- Aktuelt kørt 6.717 km, brugt 572 liter benzin
- Lystrup - Nordkapp: 2.833 km. Nordkapp - Lystrup: 3.884 km
- 22 overnatninger (1 kahyt, 2 hotelværelser, 2 campingværelser, 1 campinglejlighed, 16 campinghytter - 3 af dem
dobbeltovernatninger)
- 2 dage i Sverige, 3 i Finland, 18 i Norge
- 12 automatiske træk på brobizz for bompenge i Norge, i alt 181,61 kr.
- 7 sejlture incl. 24 times sejltid, en overnatning, 10 timers ventetid, de bedste madoplevelser
Overnatning var baseret på campinghytter, og hvad campingpladser ellers har at tilbyde i henseende til overnatning og ophold. Alle
steder har der været bad, køkken og de fleste steder også et nogenlunde brugbart wi-fi. Priserne har ligget mellem 500 og 1200 kr. pr.
overnatning, og standard og kvalitet har svinget tilsvarende.
Turen lå uden for hovedsæsonen, og det gjorde, at man - bortset fra weekenderne - i de fleste tilfælde kunne tinge sig til pæne rabatter.
Hvis man gerne vil "være på" med sin smartphone, tablet, pc el., skal man være opmærksom på, at det mange steder koster ekstra; helt
op til 75 kr. pr. døgn pr. opkoblet enhed (vi havde 3). Men også her kunne man oftest slå en handel af med kun at betale for én enhed eller
slet intet.
Praktiske hjælpemidler undervejs: Turen går til Norge, Camping i Norge 2012 (udgivet af NAF og fås hos FDM), ind i mellem GPS'en.
Et vejkort i oversigtsformat giver fornemmelse af afstande og steder. Autocooler'en var uundværlig. Det er anbefalelsesværdigt at slå
roaming fra på mobilen. Kom til ved et uheld at downloade en avis uden wi-fi - den ene avis kostede 400 kr.!
I alle tre lande er alkohol-drikke en dyr affære, og vi havde da også garderet os hjemmefra til størstedelen af behovet. Desuden kan vin og
spiritus kun erhverves på de statslige vinmonopoler i de store byer.
I Norge ligger prisniveauet på konsumvarer generelt højt. Benzin koster fra 14 til godt 16 kr. pr. liter. Et skøn over supermarkedernes priser
siger omkring 1,5 gange danske priser, men med store udsving. Til gengæld er supermarkedernes kvalitet, udbud og sortiment i top. I forhold til danske butikker lader de ikke noget tilbage at ønske. Dog kan nogle typiske danske varer være vanskelige at finde, og ude i de
små byer kan indholdet på hylderne hos købmanden være lidt ynkeligt.
Kun nogle få gange gik turen forbi en restaurant. Dels er det dyrt, dels er det sjovere selv at kreere maden, og endelig er det nogle gange
umuligt (og også kostbart) med det glas vin, man syntes at fortjene efter dagens strabadser. Desuden er alkoholgrænsen i Norge 0,2 promille,
og det betyder i praksis nul alkohol, hvis man bagefter skal køre bil.
Ved sidste besøg i 1974 var alle veje nord for polarcirklen grusveje. Ofte i elendig forfatning og ofte også så smalle, at to biler kun kunne
passerer hinanden ved de dertil beregnede vigepladser. Hist og her kan man se en stump af den gamle vej, og man tror ikke sine egne øjne
- at man kunne og turde køre der. Men den tid er ovre. Nu er vejene brede og af dansk standard og alle med asfalt. De er rettet meget ud i
forhold til dengang, og man passerer et utal af tunneller, broer og dæmninger. Men Norge er et bjergrigt land, og derfor går det i sagens natur
mere op, ned, ud og ind, end vi er vant til. Enkelte veje har buler efter frostskader.
En dansk brobizz viste sig at være ganske praktisk. Uden den skal man enten ind at betale bompenge på diverse AutoPass- servicesteder,
eller man kan vente på at få tilsendt regningerne, når man kom hjem, hvor der er klækkelige opkrævninggebyrer.
Planlagt rute - 6.516 km uden det løse
AFVIGELSER FRA PLANLAGT RUTE:
- Karasjok blev tilvalgt - samernes norske hovedstad. En af turens bedste oplevelser at se Sametinget.
- Kystvejen til Mo I Rana valgtes i stedet for E6; gav turens værste møjdag på grund af vejr og dårlig planlægning.
- Ålesund blev droppet og reducerede km-tallet betydeligt.
Der er mange, der bruger den halve tid til turen, og det kan man sagtens. Det er alene et spørgsmål om, hvad man vil lægge i ferien.
Nordkapp er et berømt sted, som man vil besøge, og man kan stadig få alle de fantastiske naturoplevelser med. I dette tilfælde fandt vi det
vigtigt at have god tid, tage en liggedag i ny og næ, samt få lokale seværdighed med undervejs. Der var reserveret 28 dage, og der blev
som anført brugt 23.
HER TUREN STEP FOR STEP
MANDAG DEN 20. AUGUST
Dagen starter kl. 04,30 med lidt til maven og en rask køretur til Frederikshavn i godt vejr.
Stena Saga venter på os
Efter morgenkomplet med det hele samt 3½ time på søen, kører vi i land i Göteborg og sætter kurs mod
Stockholm ad E20. Man er opfostret med, at når en vej hedder noget med E, f.eks. E20, er der tale om
motorvej af høj standard, men sådan er det ikke i Sverige. E20 består af alt mellem snørklet landevej og
sekssporet motorvej. Sågar en motorvej med krydsende trafik!. Der var skiltede max-hastigheder på alt
mellem 50 og 120 km/time. Mellem hastighedsskiltene var anbragt fotofælder, og tro mig: Der var opsat et
gult advarselsskilt før hver af dem! Svenske bilister har også et særkende: De overholder stort set de
tilladte fartgrænser. Ikke som i Danmark, hvor skiltene mest opfattes som vejledende. Stockholm indtages
sidst på eftermiddagen.
Stockholm (latin Holmia) er foruden at være hovedstad i Sverige også landets største by. Navnet stammer formodentlig fra de
forsvarsanordninger af stokke, som lå ved nogle små holme, hvor Mälarens ferskvand og Østersøens brakvand mødes. Byen ligger i
to svenske landskaber: den sydlige del i Södermanland og den nordlige del af byen i Uppland. Byen var let at forsvare med Stockholms
skærgård som en effektiv naturlig forhindring for fremmede flåder og med byens centrale dele placeret på øer. Hele den gamle bydel
Gamla Stan ligger på en ø midt i byen. Også kongeslottet ligger her.
Efter indtjekning på Vestberga Hotel – godt værelse men uden vinduer – nyder vi en let ret på den lokale
udgave af Thailand.
Kitty venter spændt på mad og drikkevarer – gåsevin.
,
Stockholmere er et renligt folkefærd. De spuler og fejer gaderne om natten én gang om ugen (hvordan renholder
man egentlig i de store byer i Danmark?). Det havde den sideeffekt, at det var svært at parkere, for det
skulle netop foregå i kvarteret den nat vi var der. Men det gik – uden bøder.
TIRSDAG DEN 21. AUGUST
Ind mod centrum i bedste morgen-myldretid. Der var virkelig trængsel. Der var skilte om trængselsafgift og
lysskilte hen over gaderne, hvor det stod ”BETALINGSSTATION 10 KR.”, men det stod aldrig klart,
hvordan systemet virkede. Der var ingen betalingssteder. Måske der ligger en stak opkrævninger og venter
i postkassen på hjemmeadressen?
Den svenske konge er en gæstfri mand. I hvert fald var der gratis parkering for os lige udenfor slottet. Han
viste sig dog ikke. Vi så kun hans blå vagt, der så meget statueagtig ud, men da nogle unger kom på den
forkerte side af demarkationslinjen, skældte statuen ud.
Kongevagt med M16 riffel og opplantet bajonet.
Gamla Stan var et prædestineret mål. Den har ikke ændret sig siden første besøg i 1974, og er præget af
gamle høje huse, brosten og meget smalle gader, som det mest markante. Nogle steder kan man nå
husene på begge sider samtidigt.
Krigsrustkammeren er en meget stor og meget spændende samling af middelaldervåben, royal
påklædning gennem tiderne – også noget af Victorias – samt kongelige hestevogne til processionsformål. Det ligger fornemt i
tilknytning til kongeslottet. Et besøg kan anbefales.
”Krigsrustkammeren” – indgangen og et eksempel på adelig krigs-påklædning.
Autokøleskabet og vi andre anbragtes ved frokosttid på en bænk ved en lystbådehavn:
 |
 |
 |
| Frokost med lystbåde til den ene side | .... og tiggere til den anden | Kagnestårnet |
Eftermiddagscappuccinoen indtoges i Kagnestårnet i 155 meters højde, hvorfra man ser ud over hele Stockholm. Vejret var meget gråt og
trist, så oplevelsen af vuet kunne have været løftet en del med lidt sol.
Gustav Vasa og hele museet, hvor den står, er intet mindre end imponerende. Skibet blev hentet op i 1961 fra Stockholms indsejling, hvor det forliste på sin jomfrutur. Det var lykkedes at hente det enorme træskib op i ét stykke efter 333 år på bunden. De første år stod det i et
kæmpetelt, hvor der var gangbroer rundt i flere niveauer, så man kunne se det i ”frisk” tilstand under konservering og konstant overrisling.
Sådan var det
også ved første besøg i 1974.
Siden byggedes det nuværende museum uden om skibet, som er 5 etager højt fra køl til agterræling. Dertil kommer undermaster på ca.
15 meter. De 2 øverste led af masterne er ikke bevaret. Skibet er 69 meter langt, 12 meter bredt og målte oprindeligt 52 meter fra køl til
mastetop svarende til frihøjden under Storebæltsbroen. Det var bestykket med 64 bronzekanoner og beregnet til 145 søfolk samt 300
soldater inkl. udrustning.
Det store krigsskib sank for næsten 400 år siden under en byge den 10. august 1628. Det var opkaldt efter kong Gustav 1. Vasa, der regerede
fra 1523 til 1560. Det skulle have været flagskibet i den svenske orlogsflåde. Gustav Vasa havde en ballast på 120 tons, hvilket var alt for lidt
til et skib af den størrelse. Med korrekt ballast ville nederste række kanonporte komme i niveau med vandlinjen. Med andre ord skulle skroget
have været bredere og dybere for at kunne bære tilstrækkelig ballast. Folk med forstand på den slags havde advaret de ansvarlige, men de blev ikke hørt, og den gloværdig tid for orlogsskibet blev i stedet til en sejltur på kun 20 minutter før det sank.
Her nogle indtryk:
Et kig ned langs to rækker kanonporte. Snit med ballast og tønder i bunden.
Utrolige staferinger og rigning på undermast. Samme indtryk fra en model i en til ti.
Træværket holdt - men ikke malingen. Sådan så det ud oprindeligt
Aftenen og natten tilbragtes om bord på Silja Galaxy undervejs til Turko eller Åbo, som byen nok er bedre kendt som. Færgen imponerer
med sin størrelse. En dejlig middag blev indtaget med glidende panoramaudsigt ud gennem skærgården. En lækker udvendig kahyt med
stort koøje var rammen for natten.
Silja Galaxy parat til nattens overfart.
ONSDAG DEN 22. AUGUST
Åbo er med sine ca. 175.000 indbyggere Finlands femtestørste by. Den er en af Finlands seks middelalderbyer. Den blev grundlagt i
1200-tallet, og opførelsen af domkirken og Åbo Slot blev indledt i 1280'erne. Frem til 1812 var Åbo hovedstad i Finland, som frem til 1809
var en del af Sverige. I årene 1812-1819 flyttedes hovedstaden tættere på Rusland, til Helsingfors. Tre fjerdedele af Åbo blev ødelagt ved
en stor bybrand i 1827.
I land kl. 6 og ind på et cafeteria til kaffe, skinke og spejlæg. Turen gik op gennem Finland til Tampera og Jyväskylä.
Landskabet veksler mellem skov og landbrug omkranset af skov. Man kan hele tiden se skov, som udelukkende består af birk, fyr og gran.
Yderst sjældent at se andre træsorter i skovene. Med længere eller kortere intervaller ligger huse og små gårde drysset ud i landskabet.
Bortset fra sproget, der er ren volapyk - også det på orienteringsskiltene, virker meget til at være svensk orienteret. Landet var som sagt
også svensk indtil 1809. Byggestil er den samme, der undervises i svensk i skolen, og mange kan tale et for danskere let forståeligt svensk.
Også vejafmærkning og nummerplader - 3 bogstaver og 3 tal - er næsten ens. Det svenske præg er nok et udslag af, at landet stort set kun
har én anden nabo nemlig Rusland. Finnerne vil nok hellere være skandinaviske end russiske, hvilket i øvrigt også gælder de baltiske lande.
Sidst på eftermiddagen fandt vi en campinghytte romantisk beliggende ned til Pyäjärvi søen nær Pyhäsalkemi. Man kan se mere på www.marjoniemi.com.
Hytten og aftenstemningen på verandaen.
TORSDAG DEN 23. AUGUST
Ovenpå tre nætter med meget lidt søvn var der behov for en slapper, og det besluttedes at blive en ekstra dag.
Frekventering af et supermarked gav et indtryk af prisniveauet. Generelt synes dagligvarepriserne lavere end i Danmark, men med
store variationer. Således lå i køledisken en pakke pølser med 400 g til 1,00 € (7,50 kr.), og grøntafdelingen tilbød små agurker på
8 - 20 cm for 3,45 € (25,00 kr.) pr. stk. Alkoholiske drikke er ca. dobbelt op.
Internet og wi-fi kan være besværligt. På det tidspunkt var det endnu ikke lykkedes at få hul og skrive på den lovede beretning.
Desuden passede hanstikket til laderen ikke til finske stikkontakter, og et nyt lokalt indkøbt stik passede heller ikke.
Desuden drillede upload af fotos.
Udflugten gav nogle lokale oplevelser:
Eksempel på den oprindelige byggeteknik
En stor samling af udrangerede kirkeklokker i alle størrelser
FREDAG DEN 24. AUGUST
Turen fortsættes ret nord ad E75, som udgør ruten helt til den norske grænse. Fra Oulu går den langs Den Botniske Bugt, men
forventningerne til skærgårdsvue og havudsigt bliver gjort til skamme; vejen ligger for langt fra vandet. Fra Kemi og op til Rovanieme
- ca. 100 km - køres langs den store Kemijoki flod. Op gennem tiderne har den været anvendt til transport af tømmerstokke, men nu
ligger der hele fire vandkraftværker med tilhørende vandreservoirer og spærrer vejen.
 |
Autokøleskabet leverer frokosten |
| ....og floden leverer udsigten |  |
Nord for Rovaniemi passeres polarcirfklen. Lokale har fundet på at Santa Claus stammer netop derfra, og det er enormt, hvad der er af
restauranter, kiosker og souvenirbutikker på størrelse med supermarkeder med tingeltangel. Alt er holdt i bedste julestemning med sne
(plastik), julemænd (plastik), grønne og blå juletræer (plastik), rensdyr og kaner (plastik) osv. osv.
Polargrænsen passeres
Omkring 1½ times kørsel fra Rovaniemi - in the middel of nowhere - dukker en campingplads op. Der entreres en hytte for natten, og der
er for første gang et brugeligt wi-fi, så der er hul ud til bloggen.
Hyggeligt med alt, hvad der skal være
LØRDAG DEN 25. AUGUST
Vegetationen ændrer karakter. Hele vejen op gennem Finland kører man gennem endeløse skove, og ind imellem er der større og mest
mindre landbrugsarealer med korn, græs og sjældent kartofler afbrudt af grupper af huse eller småbyer.Skovene har hidtil bestået
udelukkende af gran, birk og fyr, men nu er granen forsvundet ud af floraen, og træerne bliver mindre og mindre, og der er længere
imellem dem. Også den øvrige vegetation bliver mere og mere sparsom.
Faunaen har også sit at vise frem To traner spankulerede roligt tæt ved vejen, men ellers tynder det ud i fuglevrimlen. Rensdyrene
begyndte at dukke op. Lidt for pludseligt ind i mellem. To gange den dag måtte bremserne vise, hvad de duer til for at undgå påkørsel.
Lige ud ad landevejen - skov, skov, skov
Vejret byder på nogle gode dage, og selv bilen nyder at udfolde sig. Den præsterer næsten 20% mere end vanligt for hver liter
konsumeret benzin.
Midt på eftermiddagen passeres grænsen til Norge, og med ét ændrer landskabet karakter. De flade omgivelser med lige lange stræk
bliver til op og ned - ud og ind; nogle gange med dårligt vejoverblik; andre gange med overdådig udsigt til fjelde, fjorde og elve.
Nåede Kirkenæs og fandt en hytte udenfor byen i noget, der hedder Storskog.
Frokostudsigt Fin hytte 500 m fra den russiske grænse
Kirkenes er administrationscenterer i Sør-Varanger Kommune i Finmarksfylke. Et fylke er et amt, eller region, som det hedder nu om
stunder. Byen har 3.316 indbyggere per 1. januar 2009; 10% er russere. Næsset hvor byen ligger hed tidligere Piselvnes. Da der i 1862
blev bygget en kirke på næsset, blev stednavnet ændret til Kirkenes. Hovederhvervet var tidligere malmudvinding, men er nu overtaget af
turisme. Byen blev kraftigt bombet i slutningen af 2. verdenskrig.
De fleste byer ligger langt væk og mod syd.
SØNDAG DEN 26. AUGUST
Der sås en del rusisske biler, og der er da også grænseovergang ved Kirkenes.
Indgang til Ole Sohns forjættede land
Næste step er Karasjok, og dagene viser sig fortsat fra den bedste side med utroligt flot vejr med 19 grader og høj sol. Vejen følger fjorde
og elve, og nogle gange krydses et fjeld eller en højslette, når man skal fra den ene dal til den næste. Vegetationen er tydeligvis ikke
imponeret over de klimatiske forhold, men naturpanoramaerne er imponerende.
Et indtryk et tilfældigt sted
... og et eksempel på mistrivsel 
Tanaelven krydses og følges mange km
Der er to ting i Norge, der kan tage vejret fra én. Det ene er priserne. Det andet er de helt overvældende naturindtryk, man får næsten overalt. Supermarkedernes hylder tyder på danske priser gange 1½, men også her med store variationer. Aldi's hjemlige tilbud på 2,50 kr.for en
pilsner kan man glemme alt om; her koster en almindelig øl 16 - 17 kr.
MANDAG DEN 27. AUGUST
Sametinget i Karasjok var en oplevelse - måske mest for redaktøren af siden her. Sametinget blev indviet i november 2000, og Hørning Parket leverede de stadigt flotte og massive egetræsgulve. Det blev til et besøg på stedet dengang sammen med den norske importør. Det var spændende igen at se stedet, efter at det har været i funktion i 12 år. Denne gang med kyndig guide, som fortalte en masse om stedet og samerne.
På den daglige rundvisning for turister kl. 13:
| Anders Henriksen beretter kyndigt og villigt om Sametinget og om samerne. Der returneres vidende svar på bygen af spørgsmål. |  |
Her nogle indtryk fra den 5.000 m2 store bygnings exteriør:
Selve tingsalen ligger i keglerne til venstre Alt udvendigt træ er ubehandlet sibirisk lærk
Fra modsatte side af administrationen Ydersiden af tingsalenngsalenngsalenngsalenngsalen
Interiøret er yderst smagfuldt. Indtrykket er - bortset fra et enkelt gangareal med altaskiffer - domineret af helt lyst træ overfladebehandlet med
klar lak og olie, der bevarer træets oprindelige farve efter forarbejdningen. Den mulighed har man ikke udvendigt.
Limtræ, stålsøjler og massivt gulv af eg Tingsalen. Bemærk masi kvarsit stenen foran talerstolen
Maleriet symboliserer samling og fælles mål Elegante møbler af birk med polstring af lyst skind
Danske designermøbler ("kvart bænk" af Nanna Ditzels) Ildsted i samebiblioteket som altid i et sametelt
Der er ca. 50, 20, 9 og 2 tusind samer i hhv. Norge, Sverige, Finland og Rusland. De taler 9 forskellige sprog eller dialekter, men dog
således, at alle på nær det originale russiske samesprog forstås af de øvrige. Samerne i alle 4 lande har en fælles radio- og tv-kanal,
der udsendes af NRK - Norges Radio - i Karasjok. Alle landes samer bidrager med materiale til udsendelserne.
Samerne har gennem ca, 4,000 år og indtil for relativt få år siden været enerådende normader i hele området - det vi i dag kalder Lapland. Samerne er kendt for avl af rensdyr, men der findes også sø- og flodsamer. I slutningen af 1800-tallet begynder de fastboendes interesser
at brede sig til samernes område, og der begynder at opstå spændinger. De første registrerede konflikter er således over 100 år gamle.
Selv om der kun i begrænset omfang findes rigdomme af værdi for de fastboende skandinaver, spidser tingene til fra 1970'erne i takt med civilisationens udbredelse.
For på traditionel nordisk vis at finde blivende løsninger på problemerne med sameksistens, etableres sameting i Enare i Finland i1996 som kulmination på arbejdet i samerådet siden 1973. I Sverige fik man et sameting i Kiruna i 1993. Det nuværende norske sameting i Karasjok indviedes 2. november 2000, men har rødder helt tilbage til 1917. Der beskæftiges i det norske sameting i alt ca. 150 mennesker, hvoraf ca.
60 har fast arbejde i tingbygningen. Resten sidder spredt lokalt, elektronisk opkoblet. Det norske sameting har 4 årlige samlinger.
Tinget har konstitunel indflydelse på en række områder, der involverer samernes geografiske område for så vidt angår miljø, uddanelse, kultur, naturressourcer og disses anvendelse samt flere andre ting. Således har sametinget sæde i Arktisk Råd, hvilket f.eks. EU ikke har.
Der vælges 39 medlemmer til tinget hvert fjerde år samtidigt med stortingsvalget, og der opstilles på forskellige politiske lister. Sametingene
i de tre skandinaviske lande har indbyrdes samarbejde med faste udvalg og tre årlige møder.
Når man sammenligner Sametinget i Karasjok i henseende til størrelse, funktion og tolkefaciliteter, minder det om Grønlands Selvstyre i Nuuk,
om end selvstyregraden der er større. Samerne er i antal betydeligt større end grønlænderne, men de svækkes af sprogforskelle, og af at de
udgør fire nationaliteter.
Samerne har med tiden taget civilisationen til sig og fungerer i dag på linie med øvrige dele af samfundet. De skandinaviske samer er ikke
længere traditionelle nomader. De bor i moderne huse om vinteren og benytter sig af moderne hjælpemidler som biler, firhjulstrukne
motorcykler og andre terrængående køretøjer, snescootere, sågar helikoptere samt elektronisk kommunikationsudstyr.
Det samiske flag, der benyttes i alle 4 lande.
Den 6. februar 1993 afholdtes det første norsk / svenske samelandsmøde, og datoen er nu samernes nationaldag.
TIRSDAG DEN 28. AUGUST
Natten havde været ret våd, og vejret var gennemgående trist med lavthængende skyer og ind imellem støvregn. Dog klarede det noget op
sidst på dagen. Det var egentlig planen at slutte dagen på Nordkapp, men vejrudsigten lovede bedre vejr den følgende dag, så vi blev i Honningsvåg.
Området leverer den berømte Alta-skiffer, og man kan over lange stræk se lagdelingen i klipperne. Nogle steder ser det ud, som om man
blot kan bukke sig og samle skiffergulv til eget brug.
Foran et skifferbjerg. Der blev taget et par prøver.
De første rener fanges af linsen. Overnatning på Nordkapp Camping i Honningsvåg,
hvor vi traf Sonja fra Hundested. En dame på 54, der var kørt hele vejen i sin lille Hyundai i10 helt alene. Hun tog med ud at spise, og
der var fælleskaffe i køkkenet efter middagen, der i øvrigt bestod af hvalbøf.
Ny rekord: 60,03 l benzin for 973,64 NOK! (1 NOK = 1 DKR). Energien foræres ikke væk, selv om man har meget af det.
ONSDAG DEN 29. AUGUST
Vejrprofeterne indfriede deres løfter. Vi arriverede på Nordkapp efter 2.833 km. Strålende sol; næsten ikke en sky på himlen.
Det var utroligt heldigt. Det gør underværker på sjæl, humør, oplevelsen og på billederne.
Mange besøg i Norge har været pakket ind i skyet og gråt vejr.
Man kan ikke undgå at at bemærke ændringerne i floraen, når man kommer så højt op.
Træer og buske er er væk. Plantevæksten efterlader i bedste fald kun et vissentgrønt skær.
Nordkapp er geografisk, historisk, kulturelt og økonomisk uden betydning. Der findes mange kap'er - Kap Horn f.eks. - men i
modsætning til Nordkapp har disse steder haft stor betydning gennem tiderne. Nordkapp er kun interessant fordi stedet er en "kap".
Et sted man er nødt til at se.
Graver man i historien, er det mest markante, at den tailandske konge besøgte stedet i1907. Lokaløkonomisk vil jeg formode, at stedet nu
har fået stor betydning. Selv her langt uden for sæsonen er det meget store summer turisterne afleverer. Da vi var der ankom 7 busser
fulde med folk, og ingen kommer ud på spidsen for mindre end 160 kr. Normaltaksten er 230 kr., men med ordentligt hjemmearbejde
finder man ud af, at ved at fravælge en filmforevisning, kan man *"nøjes" med den lille entre. Uden at kende besøgstallene på stedet voves
den antagelse, at den pekuniære værdi har ændret karakter.
Dette er Europas nordligste punkt. Den berømte globus venter på endnu en fotografering.
Her er beviset : Vi har været der!
Udsigt mod vest. Kaffe med udsigt over Nordhavet
Der styres syd på mod E6, som skal følges meget af vejen ned gennem Norge.
En hyppig del af den modgående - og for den sags skyld - med- og tværgående trafik
Rener antræffes ofte på vejene på disse breddegrader. De har nul respekt for andre trafikanter, og de kaster sig med dødsforagt
og meget uforudsigeligt ud på vejene. Og når de først er på vejen, er deres stoiske ro nærmest majestætisk. Høj hastighed og brug af
horn har yderst ringe effekt. Nogle gange flytter de sig først, når de er blevet skubbet i siden med kofangeren. Samerne og deres hunde
har nok en anden og mere effektfuld virkning på renerne. Deres farve varierer utroligt fra sort over grå og brun til helt hvid. Iflg. samernes
urtro blev verden skabt netop af en hvid ren.
Aftenen og natten tilbragtes i en campinghytte på Russnes Camping ved Olderfjord. Standarden er faldende, men wi-fi tenderer mod at
blive standard.
Kitty brillerer med rensdyrgryde - bedste ret i mands minde!
TORSDAG DEN 30. AUGUST
Dagens mål er Hammerfest. Som for Kirkenes forbavses man over, hvor moderne byerne er. Tidligere tiders besøg i mange norske byer
har beseglet en status af gamle dage, ro, stabilitet, et vist forfald og noget der var. Men som JP skrev for nylig, er Norge ikke længere
Danmarks kluntede lillebror. Byerne er topmoderne i alle henseender, og nordmændene er med fremme. Den nyeste udgave af "Turen går til Norge" skriver f.eks., at tidligere tiders engagement i hjemmebrænderi nu er udskiftet med indretning af vinkældre! Vel at mærke selv om vin
koster 2½ - 3 gange priserne i Danmark.
Byen sælger sig selv som Europas nordligste by. Det er lidt en tilsnigelse - Honningsvåg ligger nordligere. Men sådan er der så meget.
F.eks. er Nordkapp heller ikke det europæiske fastlands nordligste punkt. Nordkapp ligger på en ø.
Hammerfest under frokosten Moderne boligblokke på havnefronten
Atlanterhavstrawlere Fjorden
Hammerfest Kirke fra 1961
I slutningen af 2. verdenskrig trængte russerne frem fra øst. Tyskerne indså, at det ville blive vanskeligt at holde området. Som andre steder,
hvor nazisterne trak sig tilbage, benyttede man sig også her af den brændte jords taktik, og Hammerfest blev totalt udslettet. Forinden havde
Hitler erklæret området for "Vernichtungsgebiet" og beordret tvangsevakuering af 60.000 mennesker fra hele området. Men 25.000 af dem
drog i stedet til fjelds, hvor de boede i huler og jordhytter, indtil tyskerne var væk. Al bebyggelse og infrastruktur er således etableret efter krigen.
Så går det videre mod Alta.
Indtryk undervejs Altafjorden
Alta, som ligger inderst i Altafjorden og nederst i Altadalen, består oprindelig af de tre gårde Bossekop med samisk tilknytning, Altagård
med sæde for amtmanden i Finnmark 1738-1814 og Elvebakken, som har finsk eller svensk tilknytning. I dag består Alta af 3 hovedcentre, Bossekop, Elvebakken og Alta Centrum.
Et vigtigt erhverv i kommunen er stenbrud, hvor man bryder Altaskifer.
Alta er berømt for helleristningene som blev opdaget i 1973 og står på UNESCO's Verdensarvsliste. Byen er også kendt for stenalder-
fundenenær fjeldet Komsa, hvor fundene har fået navnet Komsakulturen. Disse fund er nogle af de ældste fund fra Norges historie.
Alta og fjorden Kåfjord er også kendt for forsøget på under krigen at sænke det tyske slagskib Tirpitz - Bismark's søsterskib, hvor skibet fik
så store skader, at det måtte forlade fjorden. Skibet sejlede til Tromsø, hvor det fik sit endeligt.
Nogle af de 5 - 6.000 år gamle helleristninger, som er opmalet med rødt for turisterne
 |
Hammerfest, køretur og seværdigheder i Alta - så er der afslapning i onkel Toms hytte. |
FREDAG DEN 31. AUGUST
Efter en god nats søvn, den sædvanlige morgenbuffet fra køleskabet - juice, blødkogt æg, brød, kaffe, pålæg, marmelade og frisk frugt
- damper vi videre mod Tromsø.
Dagen er lidt grå og trist med skyer og støvregn ind i mellem. Fint kørevejr for den sags skyld. Da vi rammer Tromsø, viser det sig dels, at nordmænd ynder at bo i campinghytte i "helgen", og dels at der er lands-hunde-komsammen-konkurrence-stævne, og folk med hunde bor
jo ikke på hotel - vel? Men efter nogen indsats får vi en hytte på et afbud.
Skittenelv Camping ... og udsigten derfra. Bemærk regnbuen og lyset
For 38 år siden var alle veje i Nordnorge smalle og snoede grusveje af ofte meget hullet kvalitet. Mange steder med så ringe bredde, at der
var små vigepladser, sådan at bilerne kunne passere hinanden. Sådanne veje findes ikke længere. Hist og her kan man stadig se små
bidder af vej fra dengang, og man undres over, hvordan trafikken kunne afvikles.
Jo flere kilometer man kører i Norge, jo mere imponeret bliver man. Der åbner sig et nyt fantastisk panorama hver gang, man runder et nyt
hjørne. Desværre er den slags næsten umuligt at gengive på foto eller video.
Der skal et par eksempler til trods alt.
LØRDAG DEN 1. SEPTEMBER
Tromsø er en stor by med 69.000 indbyggere. Den er særlig kendt for midnatssolen, polarlyset og Ishavskatedralen fra 1965. Siden 1800
har byen også været kendt som Nordens París. Mere lokalt er den kendt for studenterlivet og for at have verdens nordligtsbeliggende
universitet og det nye bibliotek. I senere tider har popkulturen også haft stor vækst her .
Ishavskatedralen der desværre var lukket. Arkitektonisk er bygningen en perle.
Centrum af byen er bygget på en ø - Tromsøya, hvortil der er to broer.
Den berømte bro til Tromsø Byens bibliotek med rådhuset bagved
Under bykernen på Tromsøya er nede i klipperne bygget et net af veje med gadekryds og rundkørsler. Det er noget af en oplevelse at være førstegangsbillist dér.
Frokostudsigt Samerne benytter skam ders flag
SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER
Både lørdag og søndag boede vi på Elvelund Camping. Første nat på et værelse, hvor der skulle deles køkken med to unge nordmænd
- det var ikke en vellykket deling. Næste nat fik vi stedes eneste, men til dato største, nyeste og bedst udstyrede hytte. Oven i købet til
nedsat pris. På denne årstid, men dog undtaget weekenderne, kan man ofte prutte sig til en rabat på 100 - 200 kr. pr. nat.
På så langvarig en tur bliver det til penge.
Eksteriør Interiør
Foruden afslapning blev det til en tur til Narvik. Byen har fra 1902 og frem til i dag fungeret som vigtigste havn for udskibning af jernmalm
fra Kiruna, fordi Narviks havn i modsætning til Den Botniske Bugt er isfri hele året. I dag er Narvik fortsat en betydelig søfartsby målt i tonnage.
På grund af hav, vej og jernbane er byen et distributionsknudepunkt for en række handelsvarer. Vigtig her er Arctic Rail Express jernbaneforbindelsen til Sverige.
Moderne arkitektur Det store anlæg for udskibning af malm fra Kiruna
Der var hårde kampe med tyskerne i begyndelsen af krigen, hvor også franske og engelske tropper deltog. Modstandens formål var at
forhindre Tyskland i at få kontrol med den vigtige jernbaneforbindelse til Kiruna. Der faldt 107 norske soldater i kampene.
Et fransk mindesmærke i Narvik
MANDAG DEN 3. SEPTEMBER
Dagen er dedikeret Lofoten. Kitty kører og Ivan slapper af og kan koncentrere sig om den visuelle verden oppe, nede og ud af
sideruderne. Som hver køretur: Imponerende.
Knut Hamsun 79 år - dvs. efter krigen 
Lofoten har huset nobelpristageren Knut Hamsun (1859 - 1952, født Knud Pedersen). Han fik prisen i 1917 for Markens Grøde.
Under anden verdenskrig blev han overbevist om, at nazisterne ville vinde krigen, og til trods for Hamsuns verdensberømmelse og store
popularitet, blev hans rygte svækket af hans støtte til Vidkun Quisling, Norges forrædder nr. et efter krigen. Desuden forærede han sin
nobelmedalje til Joseph Goebbels i 1943. Nogle vil huske filmen Hamsun fra 1996 med Max Von Sydow og Ghita Nørby. Efterhånden
som besættelsestiden er kommet på afstand, har Hamsun genvundet sin position som en af de mest respekterede nordiske forfattere.
Hans gård på Lofoten er i dag indrettet som museum.
| Lofoten er en øgruppe, der rager langt ud i Atlanten |
 |
Hytten i Ørsvågvær ... og udsigten derfra
Her et par indtryk fra Magic Ice som vi besøgte.
Fik ikke spurgt om, hvordan man får isen så glasklar.
TIRSDAG DEN 4. SEPTEMBER
Display'et viser kl. 03,17, da tæerne igen stikkes i fodtøjet. Uvejr, regn og rusk 120 km til Moskenes - ca. 30 km i luftlinje, hvorfra færgen går
til Bodø. Køreturen tog over to timer. Halvvejs blev hovedvejen, der skulle følges, pludseligt smal og kringlet, og vupti så stoppeden den i buldermørke og silende regn ved en kajkant. Der var kun én vej - tilbage. Co-driveren vågnede, og det viste sig, at en sidevej skulle have været
fulgt i stedet.
Og så er der fem kvarters ventetid til afgang kl. 7. Derefter 4 timer ude på Atlanten og ind til Bodø. Forventningens glæde til morgenkompleten
om bord fortog sig helt og aldeles 5 minutter fra kaj. Desuden var det umuligt at gå med en kop kaffe eller noget som helst andet for den sags
skyld. Søgangen aftog dog ind mod Bodø.
Navnet Bodø kan spores tilbage til 1500-tallet. Navnet er sandsynligvis en fejlstavning af Bodin, som var navnet på kirkestedet i området på
denne tid. Byen blev grundlagt i1816 på foranledning af den danske kongemagt og var tænkt som en handelsby for nordnorske fiskere i stedet
for Bergen. Norge var dengang underlagt Danmark. Der er i dag 46.000 indbyggere.
Udsigt over byen Frokost på havnefronten
Bilen ruller sydpå ad ydrevejen.
Et krigsmindemærke på vejen 
Naturen er fremdeles storslået, men vejanlæggene på den relativt korte dagstur er imponerende. Gedigne brede landeveje, mange små og
store broer og en perlerække af tunneller. En af dem var på næsten 8 km, og der var adskillige på 1 - 3 km. Ingen færger.
Så går det vest om Svartisen, der dukker frem fra disen, da et fjeldhjørne er passeret.
Den første is ved en vigeplads Bræen dukker frem
Svartisen i solskin
Få grader fra polarcirklen i trist vejr nedenfor Svartisen
Der er en flot grøn plæne - nogle steder næsten dækket af nedfaldne blade fra birketræerne; efteråret trænger sig på. Da vi ankom, var campingchefen oppe på stigen for at plukke kirsebær - den 4. september! Kiggede på fuglelivet som virkede sparsomt.
ONSDAG DEN 5. SEPTEMBER
Turens møgdag!
Den startede i trist vejr med god tid til at få bloggen ajour. En km til dagens første færgetur. Alt går efter planen, og sejlturen varer 15 minutter.
Derfra ½ time til næste færge. 3/4 times ventetid - troede vi. Men færgeselskabet havde netop ændret sejlplanen til vinterplan. Det var ikke
lige nået frem på skærmen, så det blev i stedet til 4 timers ventetid i regn og rusk i en bil i verdens ende i 8 grader uden anden luksus end et tissehus og varmen fra motoren (der kørte hele tiden - fy) samt avisen, der med maksimal forudseenhed var hentet ned via wi-fi, inden sidste
hytte blev forladt.
Der ventes på færgen Færgen kommer
Sejlturen foregik civiliceret og planmæssigt uden nævneværdige gener fra vind og bølger. Polarcirklen passeres på turen i al ubemærkethed. Jubelen ville ingen ende tage, da vi skulle i land: Man var ankommet til færgen 4 timer før afgang som nummer 2. Og hvad sker: Vi kommer fra færgen som næstsidst! Bagest i hele færgetrækket hele vejen til Mo I Rana ad små fjeldveje.
På vejen støder vi på dette skilt.
Måske en vis Anders har rødder her?
Ingen campinghytter i Mo I Rana. Så i gang med hotellerne. Efter frekventering af samtlige hoteller i byen bliver vi endelig reddet på
målstregen. Udmærket værelse, men uden wi-fi og uden restaurant. Vi lever uden internet, og vi finder en god bøf kort derfra.
Og et glas vin til maden? Nej, selvfølgelig ikke - stedet havde ingen spiritusbevilling!
Dagen efter er vi trods alt på toppen. Ti timers søvn i et hug!
TORSDAG DEN 6.SEPTEMBER
Mo er den største by i Rana Kommune. Deraf navnet Mo I Rana. Der bor18.000 i byen, og største virksomhed er Norsk Jernværk.
Ordet "mo" indgår i mange stednavne, og det betyder græsslette eller sandslette.
Den gamle bydel Hotel for natten
Videre sydpå ad E6. Mosjøen, der er kendt for sit store aluminiumsværk, stryger forbi.
Der er som sædvanlig en masse imponerende sceneri på vejen. Her indtryk fra et vandfald:
Laksforsen bruser og buldrer
Vegetationen ændrer sig stille og langsomt. Træerne bliver større, og gran og birk dominerer med enkelte andre træsorter imellem.
Alt, hvad der hedder landbrug i landet, har hidtil bestået af små marker med græs. Men ca. 100 km nord for Trondheim dukker de første
kornmarker op, og i løbet af få km ses næsten kun kornmarker. Mest byg, men også havre. Det meste uhøstet. En enkelt mejetærsker ses
i sin ufrivillige pause i det våde vejr. Nogle steder kan man se hvide ensilageboller, hvor der tidligere stod korn; med andre ord har bonden
opgivet at høste kornet traditionelt og vil i stedet severe det for dyrene som ensilage.
Kitty har bestilt hytte et sted, der hedder Gullberget. Udmærket og med glimrende wi-fi, men synd, at orket ikke rækker til det store i
henseende til at fylde ord og billeder på nærværende side.
FREDAG DEN 7. SEPTEMBER
Efter kort tid arriverer vi i Trondheim. Tordenskjolds fødeby. Byen huser 190.000 indbyuggere incl. mange studerende, idet Trondheim er universitetsby.
Byen var Norges hovedstad 1030 - 1217. I 1070 startede bygingen af Nidarosdomen over Olav den Helliges grav. Kirken stod færdig for
første gang ca. 1320. Trondheim blev sæde for den norske ærkebiskop, da Norge blev en selvstændig kirkeprovins i 1152. Som ærkebiskop
var man også formand for det norske rigsråd. Op til reformationen var han desuden ærkebiskop for Færøerne, Island og Grønland. Reformationen blev fuldført, da den sidste katolske ærkebiskop, Olav Engelbrektsson, måtte flygte til Belgien 1537. Med sig tog han Nidarosdomens og andre kirkers store rigdomme. Han døde året efter. Kirken har adskillige gange været alvorligt skadet af brand, idet tagkonstruktionen i tidligere tid var af træ.
Nidarosdomen er overvældende. Den er tusind år gammel, og der bygges stadigt på den. Mens vi fik guidet rundvisning, kunne man høre stenhuggerre i gang med et projekt, der forventedes at vare i 30 - 40 år.
Indtryk fra Nidarosdomen
LØRDAG DEN 8. SEPTEMBER
Stod op til 2 graders varme og nattens nysne på toppen af vores lille nabo af en fjeldtop på 1600 m.
Videre til Åndalsnes og så op ad Trollstigen.
Zig-zag 855 m op
Stigfossen på vej op
Udsigt mens vi får frokost
Mere og mere sne. Nogle klarer det, men vi mangler 50 m til toppen og venter på bedring.
Kittys fotoevner når de er bedst - Stigrøra ovenfor Trollstigen
Sneen tør, og vi kommer det sidste lille stykke op over toppen. Sejler med færgen fra Linge til Eidsdal. Op over fjeldet til man når udsigtspunkterne over navnkundige Geiranger Fjord med den lille by af samme navn i bunden.
Geiranger-udsigten er noget af det mest imponerende i Norge. Bemærk byen i bunden af fjorden.
Så går det igen nedad på endnu en imponerende serpentinervej til Geiranger by. Og så igen zig zag et godt stykke op indtil
Dalen Camping nås for natten.
Hytten i Geiranger med udsigt
SØNDAG DEN 9. SEPTEMBER
Flere serpentinerveje fra morgenstunden. Igen op til snegrænsen denne gang en tand højere nemlig 1.038 m. Der var dog ikke sne
på vejen denne gang.
Fyrretræerne begynder at dukke op igen. Der ligger små og store sirlige stabler af afgrenede og lige lange kævler af gennemgående
små stammer klar til afhentning.
Undervejs ned gennem Gudbrandsdalen
I Gjøvig frekventeredes en af olympiadefaciliteterne, som blev benyttet ved vinter-ol i 1994. Her byggede den norske stat ikke blot en hel
by, der i dag er i funtion til "normale" formål, men også et kombineret ishokey- og håndboldstadion - Gjøvig Hallen. Dette stadion er
hugget ud i klippen og er 91 m lang, 64 m bred og 34 m høj. Ivan besøgte hallen før indvielsen i tilknytning til levering af mobilgulv til håndbold.
Hallen blev projekteret på et tidspunkt, hvor trusselsbilledet var anderledes end nu, og den er derfor sikret, så man kan søge
tilflugt der for atombomber. Fungerer i dag som den gang, men der er nu også svømmehal, café, restaurant, og der afholdes mange koncerter.
Indgangsporten er ½ m tyk og af stål Hallen
En model af den olympiske by og af Gjøvig Hallen, hvor "taget" er løftet op
Lillehammer lagde navn og rygte til overnatning. Byen har 26.000 indbyggere og er mest kendt for vinter-ol i 1994, nobelpristageren
Sigrid Undset, sine skisportsfaciliteter og EM-guld til det danske herrelandshold i 2008.
|
T.H.: Skihopbakken og Håkonshallen |
T.V.: Udsigt over Lillehammer. Skihopanlægget anes øverst til venstre. |
MANDAG DEN 10. SEPTEMBER
Nok turens mest begivenhedsfattige dag. Trist vejr. Inden køreturen mod Oslo var vi forbi de øvrige olympiske anlæg nemlig Håkonhallen og skihoppet. På en strækning på 24 km passerers et byggeri af en 4 spors motorvej. Et gigantisk projekt med flere hundrede store maskiner
igang - dumpere, bulldozere, gravemaskiner, lastbiler, kraner, klippeboremaskinrer, mobile klippeknuseanlæg osv. Måske der ikke er de
store udgifter til ekspropriation, men pengene bruges mangefold på det fysiske arbejde.
Natten tilbragtes i en campinglejlighed syd for Oslo.
TIRSDAG DEN 11. SEPTEMBER
På turens sidste dag glider vi ud på E6 sydpå i ro og mag. Der er motorvej hele vejen på nær en strækning i Sverige på ca. 5 km. Vejret er
hvad man vil kalde godt kørevejr: Lunt, tørt og overskyet. Naturen er fortsat "nordskandinavisk" med meget nåleskov ind i mellem og landbrugsbygninger i den karakteristiske stil ofte svenskrødmalet. Men landskabet minder stadig mere om det danske kulturlandskab.
Få km fra Gøteborg tager vi en afstikker og besøger Bohus Fæstningen. Den er bygget af den norske konge i 1308 for at forsvare landets grænse, der på det tidspunkt lå der. Fæstningen er af kampesten og er aldrig blevet indtaget under nogen af de mange belejringer den har
været udsat for. Bohus er også kendt for stedet, hvor de tre nordiske konger i 1101 mødtes for at snakke om indbyrdes fred, som jo som
bekendt kan være en vanskelig sag.
Danske og svenske konger har på skift syntes, at det ville være opportunt at indtage Norge og hinanden. Først fra1906, da Sverige opgav
Norge, ophørte de territoriale uoverensstemmelser. Ved den lejlighed blev Norge selvstændig med en dansk prins som konge. De nordiske
svaner fremstår i verden som det ypperste eksempel på fred, samarbejde og samhørighed. Sådan har det ikke altid været.
Fortidens stærkeste magtsymbol
Det sidste stykke vandvej Gøteborg - Frederikshavn sørger Stena for. To trætte rejsende, som man jo er når en lang rejse nærmer sig den
hjemlige afslutning, nyder ro og fred i en vip-lounge med - først ombord - først fra borde - menneskeaviser - alt i drikkevarer - overdådig mad
- wi-fi. Fornemmelsen af at have brugt 130 kr. ekstra til luxus var god.
Stena Jutlandica bringer os det sidste stykke til Danmark
og vi klarer selv de sidste 180 km hjem - med en gennemsnitshastighed over turens.
Ferien slutter kl. 21. Nu har vi kun fri.
Det gamle ord passer stadig: Ude er godt - hjemme er bedst!
LAV DIN EGEN ENERGI - DET GØR VI